84
det lydløse Løv ile. Vinduet knagede svagt, og Nattekulden åndede hul og stum. Om Morgenen behøvede de ikke at skjule for mig som for de andre Patienter, at én var død i Nat. Jeg vidste det jo. Moder havde været at hente ham. Men altså endnu ikke Fader og mig. En for en kom Moder og hentede. Jeg hørte ikke deres Hoste mere om Natten. Men altid afløstes de af nye nede ved Bordene i Spisesalen. For alle havde taget fra en Anden, og alle måtte give igen. Ja, alle skulde herhen, at Moder kunde hente dem til Skoven. Fader sagde det til Lægen en Gang, jeg hørte det godt: „Vi siger, at vi elsker — ja, vi vil den Andens Liv. Vi siger, vi vil skabe Liv — ja, vi fostrer Død. Se nu min Hustru og se Drengen der.“ — Men så en Nat, omsider, kom Moder og tog Faders Liv som sin Ret. Jeg sov så tungt den Nat, men nu begyndte en Puls at arbejde i mit Hoved, Bloddunk for Bloddunk — til jeg pludselig var vågen og havde en Hoste drønende i Ørene og vidste, det var Faders. Og midt i Hostebuldret en isnende Rislen af Løv. Moder listede dernede og klappede på Muren: „Min Elskede, min Morder, kommer du nu?“ Jeg foer op i Sengen, Moder var her, efter os! Jeg måtte med! Hør, hør, hvor Hosten kaldte, hør, hør, hvor Moders Hænder klappede! Ja, ja, nu er det Tide, nu kommer jeg! Jeg jog på nøgne Ben ud af Døren, men jeg nåede ikke halvt ned i den nattedunkle Korridor, før Overlægen greb mig i sine Arme og bar mig bort. Jeg følte hans skælvende Kys på min Pande — ak, du kender ikke Doktor Højen! — jeg hørte uhørlige, flygtende Trin derude, og jeg vidste, stivnet,
