Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/97

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

85

ubegribende, at jeg ikke skulde med. Og jeg begriber det ikke endnu.“

Han bøjede Hovedet i Skyggen, udenfor Lampens Lysring.

Hun sad ubevægelig, med sin Hånd over Armstolens Læn. Hendes Øjenvipper rørte sig ikke. Endelig, endelig lærte hun ham at kende — og sin Skæbne.

„Og derfor, Eva, derfor må jeg ind i Skoven, inderst ind, til alles fælles Grav for at spørge Moder, hvad Meningen var? Om det Liv, jeg er skyldig, om det er dig, jeg skal give det til.“

Der strøg et Lys gennem Eva. Hun løftede Hovedet.

Talte han? eller hviskede kun hendes Hjærte højt?

„Helge,“ stammede hun, „Helge.“

„Ja,“ hans brune Øjne glimtede ind i hendes, han bøjede sig over hende, med bægge Hænder om hendes Kinder, „men Eva, da må jeg lære helt fra ny. Jeg lærte fra min Fødsel kun dette: Gennem den Anden til Døden for mig og for ham. Nu vil du lære mig: Gennem den Anden til Livet for ham og mig. Eva, jeg lærte: Ved Kravet: den Anden, går vi bægge til Grunde.“

„Ja, Helge,“ hun stirrede op i hans Øjne, bævende, „for at opstå i en ny, en tredje: os.“

Han gøs — så dybt befæstet i sig selv, han, hvis Barnesjæl i ét kort År havde levet et Liv ind i hver Blodsdråbe. Men det trak om hans Mund, som af en anden Blodets Vilje, den medfødte, ukendte.

„Helge, der står: I skulde blive ét Kød!“ hun blussede.

„Helge, Helge,“ hun klemte sine Hænder om hans,