Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/98

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

86

„bliv her hos mig i vor Stue, og du vil lære det. Gå ikke bort, og tegn dig ikke bort! De Skove — de var jo dog kun Barnesyner.“

„Barnesyner?“ han smilte svagt, „de er min Barndom, Eva. De blev mig Et med Døden — ja, eller Livet! Og Eva, vexler de ikke også Løv, som Menneskeslægterne skifter, skjuler de ikke, inderst inde, alle Somres Løvfaldsgrav? Ja, alle Slægter og alle År, fra den første — —“

Døden og Livet . . Alle Somre?

Hun så op.

Ja, Skoven blev en Gang grøn, havde hun glemt det? Der gryede en Gang en Sommer, selv efter denne Høst.

Og når Helge havde nået Graven der inderst inde, dér hvor han var født, og han løftede sit tunge Hoved, vilde han da ikke se Løvet bølge grønt over sine Øjne, mens Fugle klukkede og kaldte, og hun, hun lå på Knæ i Græsset for at rejse ham og lede ham ind i Bøgeskoven — som han forleden ledte hende gennem Blodskoven?

Vilde han kende Skoven igen? Histovre i hans Barndom, var den blevet ham Livet selv, ti Livet var Døden. Men nu, på denne Kyst, skulde han da se, at Døden var Livet? Se sig spejlet i hendes Øjne, bøgegrøn?

„Og du selv, lille Barn,“ han så smilende på hende, „hører du nu ikke selv Trinene liste om vort Hus, nu du bor ved Skoven?“

Hun skælvede, med Hænderne foldet under Hagen.

Jo, jo, fjærnt lå Vesterbrogades åbne Strøg med alle de klarøjede, muntre Mennesker. Nu svulmede Skoven om