4
styrelsesret samtidig med at tillægge Monarken visse Særrettigheder. Jeg gjentager det, Spørgsmaalet drejer sig nu ikke om, hvorvidt denne Forklaring maatte tiltale ens personlige, monarkiske eller republikanske Tilbøjeligheder, men derimod om, hvorvidt den er grundlovmæssig eller grundlovstridig.
Folkets Selvstyrelsesret er i Principet udtrykkelig anerkjendt i den belgiske Grundlov, som i sin Art. 25 udtaler, at al Magt i Staten udgaar fra Folket. Det har vor Grundlov ikke udtrykkelig sagt; men desuagtet kan den jo meget vel stiltiende have indrømmet det. Om den maatte have gjort dette, det bliver altsaa at undersøge. Men for at kunne komme paa det rene hermed maa vi først vcere paa det rene med et andet Sporgsmaal, nemlig: Hvad forstaas overhovedet ved Ordene „Folkets Selvstyrelsesret?“
Ved de anførte Ord sigtes overalt til en Styrelse af Folkets Anliggender ved Mænd, hvis Livsopgave ligger inden for det borgerlige Samfund, i Modsætning til en Styrelse deraf ved Mænd, hvis Livsopgave knytter dem til selve Staten, en embedsmæssig, bureaukratisk Styrelse. Og at Grundloven unægtelig til en vis Grad har vedkjendt sig Selvstyrelsens Princip, opfattet paa denne ganske almindelige Maade, for faa vidt som den har givet Rigsdagen en Ret til i Forening med Kongen at deltage i Statens Styrelse, derom kan man vel snart blive enig. Men dermed er man heller ikke naaet ret langt. Thi ved nærmere Undersøgelse vil man finde, at Ordene „Folkets Selvstyrelse“ kunne antage en væsentlig forskjellig Betydning, eftersom man maatte opfatte dem i en mere aristokratisk eller i en mere demokratisk Forstand, og hvorvidt den ene eller den anden af disse Opfattelser kan siges at
