6
besættes navnlig Pladserne i Underhuset, den engelske Selvstyrelses Hovedorgan. Men her er man da for det første yderst varsom i Henseende til Meddelelsen af Valgretten. Englands Statsmænd, liberale som konservative, ere enige om ikke at betragte denne som en naturlig Ret, der bør tilkomme alle og enhver, men derimod som en særlig Forret, et specielt Tillidshverv, hvis Udførelse kun tør betros saadanne, hvis Stilling i Samfundet kan antages at borge baade for en højere Grad af Oplysning og for en højere Grad af Interesse for Samfundsforholdenes rolige og uforstyrrede Udvikling. Derfor er der endnu i den sidste Reformbill af 1867 fastholdt en særlig Valgretscensus for Parlamentsvalgene baade i Land og By, hvorved en meget stor Del af Almuen, navnlig den store Arbejderbefolkning, udelukkes fra Valgrettens Udøvelse. I Særdeleshed ere ogsaa de engelske Statsmænd og de engelske Forfattere i Almindelighed enige om Nødvendigheden af at holde paa en saadan Census, hvis man vil tænke paa at bevare den nuværende parlamentariske Regeringsform. „En Regering, som retter sig og maa rette sig efter Underhusets mindste Ønske, er kun mulig, saa længe dette Hus er Organet for et dannet Mindretal («educated minority») siger Jarl Grey, en af Englands parlamentariske Stormænd. Og han tilføjer, at Historien endnu ikke frembyder noget Exempel paa Muligheden af en parlamentarisk Regerings vedvarende Bestaaen i Forbindelse med et Underhus, dannet i stræng Overensstemmelse med den almindelige Valgrets Grundsætning. Dersom Underhuset dannedes ved almindelige Valg, saa vilde det „nedtræde Kronen saa vel som Overhuset“, siger en anden engelsk Forfatter; og den samme Tanke gjenfindes saa at sige overalt.
Men ikke nok med denne Valgretscensus, der, i For-
