Side:Henning Matzen - Grundloven og Folkets Selvstyrelse.pdf/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

9

Valgbarhedscensus, i det Valget i det højeste koster Kandidaten meget lidt, og baade Landstingets og Folketingets Medlemmer oppebære Diæter hele Samlingen igjennem, hvor længe den endogsaa maatte udstrækkes, ligesom de faa alle Rejseudgifterne til og fra Rigsdagssamlingerne godtgjorte. Selfgovernmentets Grundsætninger har Grundloven saaledes under alle Omstændigheder kun optaget i en meget formindsket Maalestok.

Men ved denne Erkjendelse bliver Venstre ikke staaende. Det gaar tvært imod endnu et Skridt videre og hævder, at Grundloven hjemler Folkets Selvstyrelsesret i demokratisk Forstand, saaledes at de anførte Udtryk i dets Mund blive en Gjenlyd af det bekjendte socialdemokratiske Stikord: Folkesuverænitet.

Den Grundsætning, hvorpaa Anerkjendelsen heraf hviler, betegnes i Almindelighed blandt Politikerne som Demokratiets eller den politiske Ligheds Grundsætning. Denne Grundsætning lyder dog ingenlunde saaledes: Alle Landets indfødte skulle have lige Stemmeret, og i Tilfælde af Uenighed skal da Flertallet blandt de afgivne Stemmer gjøre Udslaget i Kraft af den præsumtiv stærkeres Ret. De saakaldte Demokrater ere tvært imod rent ud sagt Aristokrater, for faa vidt som de begynde med at hævde Ulighedsgrundsætningen og lægge al Magten i Hænderne paa et Mindretal i Følge den Betragtning, at det langt overvejende Flertal blandt det Indbegreb af Individer, som tilsammentagne udgjøre Folket, aldeles ikke afgiver de fornødne Garantier for overhovedet at kunne og ville udøve den politiske Stemmeret paa en fornuftig og for hele Samfundet gavnlig Maade. Valgretten bliver saaledes ogsaa fra et demokratisk Synspunkt at betragte som en særlig Forret, der kun tør betros et Mindretal, hvilket Mindretal