10
man derhos, i alt Fald indtil den allernyeste Tid, da Kvindesporgsmaalet ogsaa er kommet paa den politiske Dagsorden, har været enig om kun at lade bestaa af Landets myndige uberygtede Mænd. En Valgret, der ikke er indskrænket til endnu færre, betegnes saa i Følge en ejendommelig politisk Sprogbrug som „almindelig Valgret“, og denne saakaldte almindelige Valgret er det da, som den saakaldte politiske Ligheds Forsvarere holde paa. Derimod er der de Politikere, som mene, at man ingenlunde kan betragte Opnaaelsen af Myndighedsalderen som en tilstrækkelig Borgen for, at den vedkommende Person tør forudsættes at være i Besiddelse af den modnere Dømmekraft, som fornuftigvis maa udkræves hos en Vælger. Men saadanne Politikere kunne da efter det anførte heller ikke gjøre Fordring paa at henregnes til de rigtige Demokrater. Andre gaa endnu videre, for saa vidt som de ville gjøre det til en Betingelse for at stedes til Valgrettens Udøvelse, at den vedkommende er traadt i en fastere Forbindelse med Samfundet, end Fødslen inden for samme i og for sig medfører, i det han f. Ex. bar fæstet Bo, nedsat sig i en selvstændig borgerlig Livsstilling eller lignende. Først under denne Forudsætning menes den rette Interesse for Samfundets rolige Bestaaen og fredelige Udvikling, som kun Følelsen af, at hans eget Livs Velfærd solidarisk er knyttet til samme, kan fremkalde, at ville opstaa. Men disse Politikere maa da ogsaa fra et ret demokratisk Synspunkt siges at røbe svært aristokratiske Tendenser. Uendelig mange ugifte Tjenestekarle ville herefter ikke kunne veje op mod en eneste ugift Gaardmand! Og rene fuldblods Aristokrater maa endelig de Politikere siges at være, der gaa saa vidt, at de udelukke en Mand fra Valgrettens Udøvelse, blot fordi han er en fattig Mand, der ikke ejer
