13
II.
Med Striden om den saakaldte almindelige Valgret er Stridsæmnet imidlertid endnu ikke udtømt. Der findes endvidere Politikere, som formene, at man ganske vist bør indrømme en meget vidtstrakt Valgret, saa vidt, at endogsaa enhver myndig uberygtet indfødt, der ernærer sig selv, stedes til Udøvelse deraf. De talrigste Samfundsklasser, som i Almindelighed indbefattes under Benævnelsen „Almuen“, og dennes talrigste Bestanddel, hele den store Arbejderbefolkning, bør visseligen paa denne Maade saa vidt overhovedet muligt sættes i Stand til ved Hjælp af det store Gode, som Valgretten maa siges at være, at værne om deres berettigede, for hele Samfundet yderst vigtige Interesser, i det man savner enhver Hjemmel til at paastaa, at Almuen i det hele taget ikke skulde være i Besiddelse af de fornødne Forudsætninger for overhovedet at kunne bruge samme Gode paa rette Maade. Det er det saakaldte Aristokratis og Selfgovernmentets store Fejl, at det ikke vil indrømme Sandheden af denne Betragtning. Men paa den anden Side kunne dog Almuens Mænd saa lidt som andre Mænd fornuftigvis gjøre Paastand paa i alle Tilfælde at ville anses for ufejlbare. Den Fejltagelse fra deres Side ligger navnlig nær, at de i Betragtning af deres Talrighed anse deres egne, nærmest liggende Interesser for at være af en alt overvejende Betydning for hele Folket og derfor ogsaa tage et alt overvejende Hensyn til dem, tilmed i Følge deres almindelige Livsopfattelse paa den Maade, at de hovedsagelig kun lægge Vægt paa, hvad der stifter en umiddelbar, haandgribelig Nytte. Men i Virkeligheden omfatter Folket jo dog endnu andre Samfundsklasser, der vel ikke i Tal kunne maale
