14
sig med Almuen, men til Gjengjæld have en saa meget desto større Betydning, for saa vidt som de i en ikke ringe Grad maa siges umiddelbart og middelbart at være og fremme hele Folkets aandelige og materielle Udvikling. Hvor mange Personer ernærer ikke det store Agerbrug? Hvor mange mindre handlende forsyner ikke det store Handelshus? Hvor mange Arbejdere beskæftiger ikke den store Fabrik? Hvor mange Menneskers Liv glædes og forskjønnes ikke ved de Former og Farver, som fra Kunstnerens Værksted ad mangfoldige, forskjellige Veje spredes ud mellem Folket? Hos hvor mange er ikke Ideen om noget højere end det daglige Livs Næring og Nødtørft væsentligen for ikke at sige udelukkende bleven vakt og vedligeholdt gjennem Religionens Forkyndelse? Hvorledes skulde Folkelæreren kunne røgte sit smukke og taknemmelige Hverv at bringe Videnskabens Udbytte til Folkets Forstaaelse, naar ikke Videnskabens strænge Forskning var gaaet i Forvejen? Hvor mange Millioner Mennesker er ikke Ørsteds tilsyneladende ubetydelige videnskabelige Opdagelse kommen til gode? o. s. v. Drister man sig ikke til at benægte Betydningen af saadanne Kjendsgjerninger, saa bør man ogsaa i hele Folkets, i selve Almuens egen velforstaaede Interesse ikke undlade at værne om det saakaldte „Aristokratis“ Ret, men sætte det i Stand til, navnlig i Overgangsperioder, ved Gjennemførelsen af omfattende Reformer i hele Samfundsordningen at drage Omsorg for, at ikke det fornødne Hensyn til dets Tarv og de ideelle og materielle Interesser, det nærmest og særlig kan og maa forudsættes at repræsentere, tilsidesættes ud over, hvad Almenvellet tilsteder. Naar Tidsaandens stærke Rørelser i Masserne ensidig paakalde Statens Virksomhed i en vis bestemt Retning, f. Ex. i Retning af at drage Omsorg for Almuens materielle
