15
Kaar, da er det i sin Orden, at der paa Tinge findes Mænd, som med Styrke kunne værge hele Folkets ideelle saa vel som materielle Goder. Det er Fejlen ved det saakaldte Demokrati og den saakaldte Folkesuverænitet, at de fornægte Rigtigheden af denne Sætning. Ved at fastholde den behøver man ingenlunde at frygte for at fremkalde en Stilstand i Udviklingen. Over Partierne, Almuen saa vel som Aristokratiet, staar Folket, og over Partibevidstheden staar Folkebevidstheden. Den gjennemtrænger alle Samfundsklasser, og den kræver Fremskridt. Naar en Konflikt opstaar, vil den derfor med uimodstaaelig moralsk Magt tynge paa den, som har Uret, og naar den finder, at begge Parter ere i dette Tilscelde, tidligere eller senere nøde dem til at slaa af og slutte Forlig. Saaledes vil netop det, som maa være Formaalet, „en rolig fremadskridende Udvikling med billig og retfærdig Hensyntagen til alle berettigede ideelle og materielle Interesser“, bedst fremmes. Men for at saadant kan ske, vil det da være fornødent, at der indrømmes Mindretallet blandt Vælgerne, som høre til de mindre talrige Samfundsklasser, et større Antal Stemmer. Derved skulle de altsaa paa ingen Maade sættes i Stand til at herske over Flertallet; dette skal ikke staa under deres Formynderskab, men de skulle kun kunne værge sig imod selv fuldstændig at underkastes sammes Enevælde. Saaledes kommer man ganske naturligen til at indføre en ulige Valgret; men herimod protestere da selvfølgelig Demokraterne, og heri finde de atter Medhold hos Socialisterne. Fra den bestaaende stats- og formueretlige Ordnings Synspunkt, som kræver, at man skal have gjort et vist Indskud i Statens Fond for at kunne stemme med om dens Anliggender, maa man nemlig følgerigtig erkjende, at man, uden at begaa nogen
