18
§ 56 udtaler, at Rigsdagsmandene ene ere bundne ved deres Overbevisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere. Der kan følgelig under alle Omstændigheder kun være Sporgsmaal om, hvorvidt den maatte have anerkjendt Vælgerfolkets Flertal som politisk Suveræn, hvis Vilje dets Repræsentanter maa lyde, hvis de ville tænke paa at opnaa Gjenvalg. Men har da Grundloven virkelig paa denne Maade anerkjendt hint saakaldte „Folk“ som politisk Suveræn?
Har Grundloven indført almindelig Valgret? Nej tvært imod. Den udelukker i § 30 ikke blot Udlændinge og Kvinder samt umyndige og berygtede Mænd fra Valgrettens Udøvelfe, men den udelukker fra samme end videre alle de Mænd, der ikke have opnaaet en Alder af 30 Aar eller uden at have egen Husstand staa i privat Tjenesteforhold eller nyde eller have nydt Understøttelse as Fattigvæsenet, som ikke er eftergiven eller tilbagebetalt, eller ere ude af Raadighed over deres Bo eller ikke i ét Aar have haft Bopæl i den Valgkreds eller Stad, bvor Valget foregaar. Jeg vil nu paa ingen Maade paatage mig at forsvare alle disse Indskrænkninger i Valgrettens Udøvelse i deres fulde Omfang; i 1849 havde de deres utvivlsomme Berettigelse, i 1866 kunde de været reviderede. Jeg vil blot slaa den Kjendsgjerning fast, at de virkelig existere, at navnlig den tjenende Klasse i et meget vidt Omfang er udelukket fra Valgrettens Udøvelse, at følgelig den ved Grundloven indførte Valgret fra det rette demokratiske Synspunkt maa betegnes som et Privilegium, og de valgberettigede Borgere som en særegen privilegeret Klasse. Grundloven har for faa vidt ikke ganske brudt med Selfgovernementets aristokratiske Grundsætninger. Men hvorledes kan saa denne Kjendsgjerning forliges med Paa-
