20
Folkesuvercenitetens Standpunkt kan følgelig Landstinget ikke paa nogen Maade anerkjendes som en Folkerepræsentation. Det falder derimod ind under det temmelig ubegribelige Begreb af en „anden konstitutionel Forsamling“, som Opraabet ogsaa benævner det. Men hvilken Benævnelse man saa end maatte tillægge det, den Kjendsgjerning staar dog lige fuldt fast, at Grundloven, ogsaa har fornægtet Folkesuverænitetens Princip ved Indførelsen af den ulige Valgret til Landstinget.
Maaske denne sidste Fornægtelse imidlertid dog kun er tilsyneladende. Maaske de to Tings indbyrdes Forhold er ordnet paa den Maade, at Folkerepræsentationen maa siges at være i Besiddelse af de fornødne Retsmidler til eventuelt trods Landstingets Modstand at kunne sætte sin Vilje igjennem, og Vælgerflertallet saaledes dog i Virkeligheden kan betragtes som politisk Suveræn. Vi føres derved til at spørge: Har Grundloven gjort Forskjel paa Landstingets og Folketingets retlige Magt og Myndighed? I enkelte Retninger: Ja. Finansloven og Tillægsbevillingslovene skulle i Følge Grl.s § 48 først foreligges i Folketinget. Saaledes lyde Paragrafens Ord. Vil man derfra gaa videre til at spørge om, hvad Aanden i samme fører til, kan man i Følge en velvillig Fortolkning vel nok driste sig til at paastaa, at Folketinget maa erkjendes berettiget til at øve en fortrinlig Indflydelse ikke blot paa Finansloven men overhovedet paa alle finansielle Love, saaledes at Landstingets Rolle i det væsentlige maa indskrænke sig til at drøfte de mere almindelige Principer, navnlig f. Ex. for Reformer i Skattelovgivningen. Dernæst er der en Forskjel, for saa vidt som Grundlovens § 14 giver Folketinget Ret til at sætte Ministrene under Tiltale ved Rigsretten, medens Landstinget i Følge § 68 vælger Halv-
