21
delen af denne Domstols Medlemmer. Aanden i denne Bestemmelse vil vel yderligere føre til, at Landstinget maa være forholdsvis mere varsomt end Folketinget med at etablere sig som politisk Domstol og f. Ex. gjennem Adresser være sig Tillids- eller Mistillidsadresser udtale en Dom om Ministeriets politiske Færd. Men ved at udstrække Betydningen af de omhandlede Forskrifter saa langt, har man da formentlig ogsaa i alle Maader indrømmet ikke blot Ordet, hvad Ordets, men selv Aanden, hvad Aandens er. Dermed lader Venstre sig imidlertid ikke nøje. Om dets Opfattelse af Aanden i Bestemmelsen angaaende Ministeranklagemyndigheden skulle vi senere tale. Her maa det fremhæves, at Aanden i Bestemmelsen om Folketingets Fortrinsret i Henseende til Finanslovens Behandling efter dets Fortolkning maa føre til, at Folketinget erkjendes berettiget til at udøve ikke blot en væsentlig, men en afgjørende Indflydelse ikke blot paa de finansielle Love, men paa Lovgivningen i sin Helhed. Naar Folketinget gjentagende har sagt ja, bør Landstinget ikke vedblivende sige nej, men uden videre vedtage Lovene netop og nøjagtig i den Skikkelse, som Folketinget finder for godt, med andre Ord fungere som Folketingets grundlovmæssige Nikkedukke. Her nødes man uvilkaarlig til at standse og spørge: Er det muligt? Har Grundloven i Virkeligheden ment, at den lovgivende Magt skulde være hos Kongen og Folketinget? Hvorfor har den da i § 2 udtrykkelig sagt, at den skal være ikke hos Kongen og Folketinget, men hos Kongen og Rigsdagen, ɔ: Folketinget og Landstinget? Herpaa svarer saa Opraabet, at Landstinget selv efter Venstres Theori paa ingen Maade skal være en ørkesløs Faktor, men tvært imod have „en betydningsfuld Opgave i Lovgivningsarbejdet“. Det skal vel altsaa ved sine Betænkninger og
