22
Forhandlinger medvirke til, at Lovene kunne blive saa gode som muligt og stemmende med alle Samfundsklassers Tarv. Det skal vel ogsaa efter Omstændighederne kunne foranledige en endogsaa gjentagen Udsættelse as en Reform til fornyet Overvejelse og Prøvelse, men blot ikke endelig kunne standse dens Gjennemførelse vel at mærke: just og nøjagtig i den Skikkelse, som Folketinget holder paa, naar de privilegerede Borgeres Flertal gjentagende og indtrængende har udtalt sig derfor. Men under denne Forudsætning er det da aldeles ubegribeligt, hvorfor Grundloven paa dette Punkt har stillet Landstinget fuldstændig lige med Folketinget, hvorfor den ikke har nøjedes med at tillægge det et blot suspensivt Veto i Stedet for at gjøre dets Veto lige saa absolut og lige saa omfattende som Folketingets og det uden nogen som helst Undtagelse for nogen som helst Lovs Vedkommende. Vilde den ikke vælge den nævnte Uvej, kunde den da i Stedet derfor i det mindste have foreskrevet et andet forfatningsmæssigt Middel til eventuelt at bryde Landstingets haardnakkede Modstand, s. Ex. givet Regeringen en Ret til i en snæver Vending at besætte et ubegrænset Antal Pladser og derigjennem skaffe sig Flertallet i samme. Men det har den, som bekjendt, ikke gjort. Regeringen er, som Dagbladet for Mandag den 3dje April d. A. har paavist, ikke berettiget til ved en Opløsning af Landstinget at ombytte de 12 udnævnte Medlemmer med ny. Og selv om den var det, vilde en saadan Ombytning dog mildest talt næppe altid kunne forslaa til at skaffe det fornødne Flertal tilveje. Dette Landstingets grundlovmæssige absolute Veto, denne dets grundlovmæssig selvstendige Stilling, som medfører Umuligheden af at kunne trumfe nogen som helst Lovgivningsresorm i uforandret Skikkelse igjennem mod dets Vilje, er saaledes et
