23
endeligt afgjørende Bevis for, at Grundloven lige saa lidt har vedkjendt sig Grundsætningen om den lige som om den almindelige Valgret. Inden for Vælgerfolket har den tvært imod i Henhold til de ovenanførte Betragtninger udsondret et Aristokrati, som skal — ikke kunne herske over Vælgerfolkets Almue, saaledes som Aristokratiet og Almuen i Forening herske over dem, der slet ikke høre til Vælgerfolket, den kvindelige, fattige saa vel som største Delen af den tjenende Befolkning m. fl. — men blot kunne værge sig imod fuldstændig at overvældes og uden videre saa Lovene dikterede af den. Enhver Reform skal saaledes i Følge Grundlovens Opfattelse kun kunne gjennemføres efter en forudgaaet mindelig Ening mellem Aristokratiet og Almuen, hvilken Ening Folket i sin Helhed tidligere eller senere maa forudsættes at ville nøde begge Partier til at gaa ind paa. Denne Ordning er overmaade fornuftig som holdende den rette Middelvej mellem Selfgovernmentets og Folkesuverænitetens hver for sig ensidige Retninger. Men hvorledes kommer da Venstre over denne Anstødssten for dets Paastand om, at Grundloven har indtaget det sidstnævnte ensidige Standpunkt? Paa samme Maade som over den forrige. Man lader, som om den ikke er til. Folketingets Adresse, som taler om det af den „almindelige Valgret“ udgaaede Ting, der ikke existerer, lader derimod slet ikke ane det Landsting, som virkelig existerer.
