24
III.
Den Laden som om, der saaledes hidindtil har hjulpet Venstre til at komme ud over de grundlovmæsige Hindringer for Opstillingen af Folkesuveræniteten som Grundlovens „ledende Tanke“, drister det sig dog selvfølgelig ikke til at fastholde lige over for selve Kongedømmet. Dets grundlovmæssige Tilværelse kan ikke lades uomtalt. Et Monarki uden Aristokrati, det kan gaa, men et Monarki uden Monark, det vilde dog være for stærkt et Stykke. Derfor fremhæves ogsaa meget samvittighedsfuldt og loyalt Kongens Særrettigheder ved Siden af Folkets Selvstyrelsesret. Hvori bestaar nu disse Kongens Særrettigheder? Kongen er for det første ene Indehaver af den udøvende og har dernæst lige med Rigsdagen Del i den lovgivende Magt. Han har samme Initiativ og et lige saa absolut Veto som hvert af Tingene, ikke blot et suspensivt saaledes som s. Ex. i den norske Forfatning. Ingen som helst Rigsdagsbeslutning kan derfor i Følge Grl.s § 24 blive til Lov uden Kongens Sanktion, men derimod kan Kongen i Følge Grl.s § 25, naar Rigsdagen ikke er samlet, under særdeles paatrængende Omstændigheder paa egen Haand udstede Love, som dog kun kunne være foreløbige, ɔ: saadanne, hvis fremtidige Gyldighed beror paa den følgende Rigsdags Beslutning, for hvilken de blive at forelægge. Til Raadførsel og Medvirkning ved Udøvelsen af disse grundlovmæssige Rettigheder giver Grundlovens § 13 ham dernæst Lov til at vælge sig hvilke som helst Ministre, forudsat blot, at de ere i Besiddelse af de fornødne Egenskaber til overhovedet at kunne være Embedsmænd. Navnlig forudsætter Grundlovens § 59 udtrykkelig, at de ikke behøve at være Rigsdagsmænd. Synes han ikke længere
