25
om de Ministre, han har, staar det ham dernæst i Følge den nævnte § 13 frit for at afskedige dem naar som helst, og uden en saadan Afskedigelse kunne de ikke nogen Sinde lovligen fjernes fra deres Post, med mindre de ved Rigsretten maatte blive dømte til at have deres Embede forbrudt. Derimod er Kongen i Følge samme Paragraf i Forbindelse med § 16 i Grundloven undergivet den formelle Indskrænkning, at han ikke maa fatte Beslutning om nogen Lovgivnings- eller vigtig Regeringsakt uden først at have raadført sig med hele sit Ministerium og aldrig nogen Sinde med Retsvirkning kan foretage nogen som helst Lovgivnings- eller Regeringsakt uden under Medvirkning (Medunderskrift) af i det mindste én Minister Deraf følger, at han altid maa have et Ministerium for at kunne regere grundlovmæssig. Ved Valget og Skiftet af dette Ministerium er det da navnlig Kongens store, betydningsfulde Opgave, hans grundlovmæssige Ret og Pligt at paatrykke Regeringens Politik i det hele taget dens Stempel. Naar Spørgsmaalet om et saadant Skifte maatte staa paa Dagsordenen, da bliver det følgelig i en væsentlig Grad nødvendigt for ham ikke blot i Forbindelse med Ministrene, men ogsaa selv personlig i sit eget Lønkammer at overveje og beslutte. Og naar han har fattet og erklæret sin Beslutning, da kan og maa enhver Undersaat i sit stille Sind sige sig selv: Kongen har talt; men formelt bliver dog heller ikke denne Beslutning at tilregne ham, da Grundlovens § 12 i alle Tilfælde erklærer Monarken for ansvarsfri. Denne Monarkens juridiske og politiske Ansvarsfrihed udkræves ikke mindre i Følge det indskrænkede end i Følge det absolute Monarkis Væsen. Thi ved hint skulle Konge og Folk som to lige stillede politiske Magter kunne forhandle og komme til Enighed. Men skulle de virkelig
