26
være lige stillede, bør Kongen være ansvarsfri, ligesom Folket i sin Helhed er det. Ethvert politisk Parti ønsker og stræber at have Folket paa sin Side, paa samme Maade bør det ønske og stræbe at faa Kongen paa sin Side. Folket kan stifte Parti og vælge andre Mænd, paa samme Maade bør Kongen kunne stifte Parti og vælge andre Ministre. Ingen dadler nogen Sinde Folket, men kun Partierne; paa samme Maade bør aldrig nogen kunne dadle Kongen, men kun Ministrene. Disse ere derfor ansvarlige i Følge §§ 12 og 14 ikke blot som andre Embedsmænd over for deres Chef, Kongen, men ogsaa over for Folketinget, som kan hænde Dom over dem ved Rigsretten. Denne særlige „konstitutionelle" Ministeransvarlighed er i Virkeligheden i retlig Forstand den „konstitutionelle“ Forfatnings Hovedhjørnesten, og den medfører, at Ministrene i Henseende til Iværksættelsen af det store Indbegreb af Regeringshandlinger i en væsentlig Grad ville have fri Haand. Vilde nemlig den absolute Monark ikke bifalde Kollegiernes Indstilling, kunde han simpelt hen befale, og Kollegiet svarede da naturligvis: Naar Ds. Majestæt befaler det, skal det ske. Den konstitutionelle Monark tør derimod i et lignende Tilfælde ikke engang ytre et Ønske, men bør nøjes med et simpelt Spørgsmaal, en Henstilling til Overvejelse. Han maa nemlig vide, at Ansvaret for, hvad der maatte ske, ikke paahviler ham, men Ministeren og derhos kan gjøres gjældende ikke blot af ham, men ogsaa af Folketinget. Kan Kongen saaledes ikke eventuelt fri Ministeren fra det onde, bør han heller ikke paa Forhaand lede ham udi Fristelse. Selv om man imidlertid vilde tænke sig, at han dog gjorde saadant, saa maatte end videre Ministerens Svar i Modsætning til Kollegiets fornuftigvis forudsættes at ville lyde: Naar Ds. Majestæt maatte
