27
ønske det, har jeg den Ære at indgive min Demission. Og Kongen vilde da selvfølgelig i Regelen foretrække at holde paa en Minister, hvis Politik han i Almindelighed billigede, frem for at holde paa sin Mening i et enkelt mindre væsentligt Spørgsmaal. Saadanne Spørgsmaal kan og bør han derfor under ordinære Forhold ikke indlade sig videre paa, men sædvanligvis nøjes med at bifalde den forelagte Indstilling efter blot først at have gjort sig bekjendt med Indholdet og eventuelt hørt den vedkommende Minister. Derfor siger Thiers om den konstitutionelle Konge: Il régne, mais il ne gouverne pas. (Han regerer, men han administrerer ikke.)
Hvorledes vil nu Grundsætningen om Folkets Suverænitet kunne tænkes gjennemført ved Siden af disse Kongens Særrettigheder? I stræng Forstand vil den jo i Følge Grundloven slet ikke kunne gjennemføres, da Folketinget ikke er fremgaaet af den almindelige Valgret. Men tilnærmelsesvis vil det dog kunne ske under Forudsætning af, at Kongen udøver sin Regerings- og Lovgivningsmyndighed ganske paa den Maade, som Folketingets Flertal har samstemmet eller maa forventes at ville samstemme i. Fuldkommen følgerigtig erklærer da ogsaa Folketingets Adresse det for det konstitutionelle Monarkis, ɔ: Folkesuverænitetens nødvendige Krav, at Regeringen er i Overensstemmelse med det af den almindelige Valgret udgaaede Ting, ɔ: Folketinget; ellers bliver dette Monarki efter Sigende aldeles meningsløst. Men hvorledes da paa bedste Maade fremkalde og bevare denne Overensstemmelse? Aabenbart i Medfør af det tidligere bemærkede netop og kun paa den Maade, at Kongen saa at sige aldeles opgiver Ævred og betragter det som sin højeste Opgave ni régner ni gouverner eller i Virkeligheden ingen Ting at bestille. Ved
