28
Valget af sine Ministre bør han da flet ikke tage Hensyn til, om deres Politik i det hele taget maatte have hans eget, men kun til, om den maatte have Folketingets Bifald. Saa bliver det i Virkeligbeden Folketinget, qui régne og Folketingets udvalgte, qui gouvernent. Sin grundlovmæssige Ret til frit at vælge sine Ministre faar han da selvfølgelig i det væsentlige give slip paa ved at gjøre det til en Pligt for sig selv altid kun at lade Valget falde paa Mænd, som Folketinget i politisk Forstand maatte synes om. Derved bliver jo ganske vist ikke ethvert Valg ham afskaaret. Han kan jo i Følge Grl. § 59 ogsaa vælge Mcend uden for Folketinget, dog i Medfør as det anførte kun faadanne, som maatte være politisk indgaaede med dette. Men vil han paa bedste Maade fyldestgjøre det konstitutionelle Monarkis Krav og ikke udsætte sig selv for den Ubehagelighed hvert Øjeblik at skulle stifte Ministerium, vil det dog være ønskeligst for ham først og fremmest at søge sine Ministre i selve Folketinget. Naar nemlig de ledende Mænd inden for dettes Flertal tillige blive de ledende Mænd inden for Kongens Ministerium, maa nødvendigvis ogsaa de „ledende Tanker“ paa begge Steder blive de samme, og saaledes den størst mulige Overensstemmelse fremkomme. De vedkommende Mænd bør da selvfølgelig ogsaa, for at det konstitutionelle Monarkis Krav paa bedste Maade kunne ske Fyldest, anses forpligtede til ikke uden tvingende Nødvendighed at afslaa Kongens Kaldelse, men derimod indtræde i Ministeriet, selv om de af personlige Hensyn maatte være nok saa utilbøjelige dertil. Det er maaske et stort Offer, men det bør alligevel bringes. Ved det udtrykkelige eller stiltiende Valg af sin Fører eller sine Førere maa da Folketingets Flertal betragtes som givende Kongen Anvisning paa den eller dem, til hvem eller til en af hvilke han har at hen-
