29
vende sig med Anmodning om at danne sit Ministerium. Det bliver saa dennes (Konseilspræsidentens) Sag at vælge de øvrige Ministerkandidater efter forudgaaende Forhandlinger mellem Flertallets øvrige Ledere eller indflydelsesrigere Mænd og gjøre Indstilling om deres Udnævnelse, som bliver at bifalde af Kongen. Et Spørgsmaal kunde det jo saa blot synes at være, om Landstinget ogsaa her fuldstændig kan ignoreres, eller om det ikke som Mindretallets Repræsentation maatte erkjendes berettiget til at designere et Mindretal af Ministre. Men en saadan Ordning vil selvfølgelig være en Umulighed, for saa vidt som Landsting og Folketing maatte staa som Repræsentanter for forskjellige politiske Principer. Det nødvendige Krav til Orden og Regelmæssighed i Forvaltningen vil ikke tilstede en Fremfærd efter ulige Grundsætninger i dens forskjellige Grene. Derfor kunne ingen politiske Modstandere taales i Ministeriet, men i det højeste et Par Udenomsmedlemmer, som i det væsentlige kunne forventes at ville være Flertallet følgagtige. Det Ministerium, som Kongen paa anførte Maade i Overensstemmelse med Folketingsflertallets Anvisning har udnævnt, vil han dernæst være nødt til at beholde og i alle Maader rette sig efter, saa længe Folketingsflertallet følger det. Skulde der opstaa et Kabinetspørgsmaal mellem Kongen og Ministerflertallet, og det sidst nævnte i den Anledning indgive sin Demission, kan Kongen ganske vist i Forventning af Folketingets Samtykke modtage den og udnævne et nyt, hvis det maatte lykkes ham at danne et saadant; men i Virkeligheden er denne Afskedigelse og Udnævnelse kun at anse som rent foreløbig, indtil Spørgsmaalet er blevet forelagt Folketinget til Afgjørelse. Gaar dettes Dom det fungerende Ministerium imod, kan Kongen yderligere appellere til et
