32
Altsaa er et konstitutionelt Monarki og en parlamentarisk Regeringsform i det væsentlige det samme, og altsaa maa Grundloven, som har indført det ene, ogsaa forudsættes at have villet indføre den anden. Den Slutning er ikke rigtig, men den ligger nær. Deraf forklares den megen Tale om Indførelsen af den parlamentariske Regeringsform som Grundlovens „ledende Tanke“, der ellers vilde være aldeles uforklarlig, og derfor maa man ogsaa være fattet paa, at ethvert Folketingsvenstre, saa snart det er naaet op til at tælle blot en Mand over Halvdelen, stærkere eller svagere vil røre de parlamentariske Strænge, om end det ganske vist ikke anstændigvis tør forventes at ville hamre saa voldsomt løs paa dem som det nuværende forenede Venstre. Havde man derimod i Tanke og Tale vænnet sig til at fastholde Grundlovens Udtryk „Indskrænket Monarki“, saa vilde man ikke i den Grad have været udsat for den nævnte Forvexling, men snarere have holdt fast paa den Erkjendelse, at i ethvert Monarki Statsmagtens Tyngepunkt til en vis Grad bør ligge i Monarken, og at de abnorme sociale, politiske og retlige Tilstande, som andensteds have fremkaldt en modsat Ordning, ikke findes hverken i vort Samfund eller i vor Historie eller i vor Grundlov.
Lad os allerførst give Sandheden Æren og tilstaa, at Kongedømmet under en parlamentarisk Regeringsform er en Institution uden al virkelig Betydning. Naar en Tænker som Lord Brougham filosoferer over Kongedømmets Ide og taler om den Magt og Myndighed, det bør kunne udfolde, da viser han uvilkaarlig selv, hvilken Karrikatur af Ideen det parlamentariske Kongedomme fremstiller. Naar end videre en Statsmand som Lord Derby ivrig værger den engelske Konge mod Beskyldningen for
