33
at være an automaton or a puppet of the government of the day[1], og naar man hos statsretlige Forfattere finder hele Afsnit overskrevne: The sovereign not a state puppet[2], da peger allerede den blotte Nødvendighed af af et saadant Forsvar overhovedet saa bestemt som vel muligt hen paa, hvor Skoen trykker. Hermed vil jeg dog paa ingen Maade frakjende det parlamentariske Kongedømme enhver Betydning, men blot hævde, at den Betydning, det har, ikke er en virkelig, kun en symbolsk. Parlamentarismen forvandler i Virkeligheden Kongedømmet til et blot Symbol paa Staten eller det til Udøvelse af politisk Herredømme organiserede Folk, forvandler det til kun at være «the symbol of the national sovereignty», som de engelske Forfattere udtrykke det. Meget træffende svarede derfor Kong Karl I., da Underhuset i 1641 stillede den Fordring til ham, at ingen Minister og ingen Peer maatte udnævnes uden dets Samtykke, og at Kongen skulde opgive den øverste Ledelse as Hæren — Fordringer, som Underhuset nu under den parlamentariske Regeringsform, om ikke i Formen, saa dog i Virkeligheden har sat igjennem: „Dersom jeg samtykkede i det, De nu forlange af mig, saa kunde man endnu stadig fremstille sig for mig med blottet Hoved, endnu stadig kysse mig paa Haanden og kalde mig Majestæt; jeg kunde fremdeles lade Stav og Sværd bære foran mig og glædes ved Synet af Scepter og Krone — tørre Grene, som ikke vilde grønnes længere, naar Stammen var uddød; men hvad Magt og Myndighed anbelanger, da var jeg ikke andet end et Billede, et Tegn, en tom Skygge af en Konge“. Blotte Tegn og Billeder
