35
dighed i 1866 jo i det væsentlige uforandret har fastholdt — havde villet indføre Parlamentarismen. I Stedet for saaledes at bevare Kongedømmet som en antik maatte den snarere formodes at have villet afskaffe det som en antikveret Form. Men maaske man herimod vil gjøre gjældende, at der i 1849 hos os fandtes andre Grunde til at bevare Kongedømmet selv i Egenskab af parlamentarisk end den blotte Pietet mod Fortidsminder. Dels var dets Tilværelse en historist Kjendsgjerning, der ikke uden videre kunde benægtes, dels kunde Overgangen fra Fortid til Fremtid bedst medieres ved dets Bevarelse. En indre Omvæltning kunde paa den Maade ske uden at fremkalde alt for øjensynlige Brud paa Overfladen. Navn og Form vilde i det væsentlige bevares, medens Indhold og Væsen fornyedes. Havde den grundlovgivende Myndighed tænkt saaledes, da havde den imidlertid handlet ilde ved ikke at mindes Bibelens Lignelse og derved udsætte kommende Slægter for den Nemesis, at Formen sprængtes, og — Indholdet spildtes. Men saaledes har dens Tankegang heller ikke paa nogen Maade været. Aanden i 1848 var for det første, i alt Fald hos os, slet ikke republikansk, hvor meget end uklare Ideer om Demokrati og Folkesuverænitet kunne have gjæret i politiske Sværmeres Hjærner; den var rettet mod Enevælden, men paa ingen Maade mod Kongevælden, mod Anerkendelsen af en virkelig, skjønt begrænset Magtfylde for Kongen. Og dernæst, selv om man vilde tænke sig, at Rigsforsamlingen havde bestaaet af lutter Demokrater, som helst havde villet afskaffe Kongedømmet, men i hvert Fald kun taale dets fortsatte Tilværelse under Forudsætning af, at det blev gjort fuldstændig vanmægtigt, saa lad os mindes: Hvem var Grundlovens Giver? Var Rigsforsamlingen en konstituerende
