36
Forsamling, som efter en forudgaaende Revolution fra ny af ordnede Landets Forfatning og frit fattede Beslutning, om den vilde have en Konge, og hvem den vilde have, samt paa hvilke Betingelser den vilde have ham? Og var end videre denne Konge, som saaledes modtog Rigsforsamlingens Tilbud, fra et legitimistist Synspunkt en Usurpator, der havde den legitime Kongeslægts talrige Tilhæng at frygte? Tvært imod: De historiske Forhold, hvorunder Grundloven udstedtes hos os, vare langt fra saadanne som de Forhold, hvorunder Parlamentarismen grundlagdes i England.
Det foreløbige Udgangspunkt for dens endelige Sejr efter uendelig Kamp i den engelske Forfatningshistorie danner Revolutionen af 1688, ved hvilken den Stuartske Mandslinie fordreves med James II., og Kvindelinien besteg Tronen med Dronning Mary i Forbindelse med Wilhelm III. af Oranien. Nogle Dage efter Tronbestigelsen præsenterede nemlig Parlamentet Kongen den saakaldte Declaration of Rights, der et Par Maaneder senere stadfæstedes som Bill of Rights, hvilken Bill i Forbindelse med den senere Tronfølgelov (Act of Settlement) endelig og udtømmende fastslog Parlamentarismens egentlige Hjørnesten, som jeg strax skal omtale nærmere. Og allerede 1695 havde da Wilhelm III. ogsaa dannet det første „parlamentariske“ Ministerium, hvis Medlemmer udelukkende vare valgte blandt Lederne af Revolutionspartiet, Whiggerne, som udgjorde Flertallet i Parlamentet. Derved lagde han for saa vidt en yderligere Grundvold for Parlamentarismens endelige Sejr, som det fra den Tid er blevet Regel, at Ministrene have Sæde ikke blot i Overmen ogsaa i Underhuset og forhandle ikke i Egenstab af Ministre med Parlamentet, men i Egenstab af Parlaments-
