37
medlemmer, der tillige fungere som Kronens Ministre, med Parlamentets øvrige Medlemmer. En Minister kan nu i Følge Forholdets Natur ikke beklæde sin Post uden at være nødt til idelige Forhandlinger med Parlamentet, og han kan i Følge den anførte Ordning ikke forhandle med Parlamentet uden personlig at indfinde sig samme Steds. Derved er der givet dette et overmaade kraftigt Middel i Hænde til paa den mest ubarmhjertige Maade at gjøre det politiske Ansvar gjældende mod Ministeriets Medlemmer. Atter og atter kan Parlamentet lade en forhadt Minister staa Skoleret, fortælle ham, hvor ufolkelig han længe har været og mere og mere bliver, meddele ham, hvilken „personlig Modbydelighed“ man nærer for at forhandle med ham, kort sagt, ved uafladelige, berettigede eller uberettigede Angreb gjennem lange Maaneder Dag for Dag og Time for Time sejgpine ham saaledes, at Stillingen som Minister til sidst maa blive aldeles uudholdelig. Den belgiske Grundlov har vel ikke saaledes bestemt, at Ministrene skulle være Medlemmer af Repræsentationen, men den har til Gjengjæld foreskrevet, at hvert af Kamrene kan fordre Ministrenes Nærværelse. Her er altsaa Forholdet dog i det væsentlige det samme som i i England. Men kaste vi saa i forbigaaende et Blik paa vor Grundlov, saa bestemmer den hverken, at Ministrene skulle være Medlemmer af Rigsdagen, eller at Rigsdagen ubetinget kan fordre deres Nærværelse. I det højeste kan der af § 62 udledes en Forudsætning om, at de skulle give Møde ved formelige Interpellationer; men ellers bestemmer § 59 kun, at de i Embeds Medfør have Adgang til Rigsdagen, og skulde da et Ting blive alt for nærgaaende og ubehageligt mod dem, vil det altsaa grundlovmæssig staa dem frit for at blive borte og føre de for-
