Side:Henning Matzen - Grundloven og Folkets Selvstyrelse.pdf/45

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

39

V.

Hos os havde derimod i 1849 ingen Revolution fundet Sted saaledes som i England 1688 eller i Belgien 1830. Og Rigsforsamlingen vedtog ikke egenmægtig Grundloven og præsenterede den til Kongens Stadfæstelse, saaledes som Parlamentet vedtog Bill of Rights. Og Kong Frederik VII. var i ingen Henseende en Usurpator, der havde legitime Prætendenters Krav at frygte, saaledes som Wilhelm III. og navnlig Georg I. Han var tvært imod Ætlingen af en 400 aarig legitim Kongeslægt. Og han besluttede selv af fri kongelig Magtfuldkommenhed efter Overenskomst med sit tro Folk at give Danmarks Rige en Forfatning. Det var ham, der selv indkaldte Rigsforsamlingen, selv lod forelægge Udkastet til Grundloven og derpaa, efter at Rigsforsamlingen i det væsentlige havde bifaldet Udkastet, selv udstedte det saaledes vedtagne Udkast som Danmarks Riges Grundlov. Men maa man saaledes prise Kong Frederik VII. for de Rettigheder, han af egen fri Villie har skjænket Folket, da bør Folket visselig ogsaa respektere de Rettigheder, han har forbeholdt Kongen. Ere vi enige om, at det har været ramme Alvor med Bestemmelserne om de første, da bør vi heller ikke nære Tvivl om, at det har været lige saa ramme Alvor med Bestemmelserne om de sidste. Naar Grundloven forbeholder Kongen Retten til at udnævne og afskedige sine Ministre, da bør man ikke underforstaa: dog maa han kun udnævne saadanne, hvis Politik billiges af Folketinget, og han skal igjen afskedige dem, saa snart deres Politik ikke længere billiges af Folketinget; naar § 2 siger, at den udøvende Magt er hos Kongen, da bør man ikke underforstaa: dog maa den kun udøves i Overensstemmelse med Folketingets