56
anket. Bevillingsmyndigheden er Parlamentarismens Hjørnesten, som Grundloven paa ingen Maade har erklæret at ville eller endogsaa blot kan forudsættes at have villet indføre. Den har derimod indført en indskrænket monarkisk Regeringsform, og dennes Hjørnesten er den ejendommelige „konstitutionelle“ Ministeransvarlighed eller Folketingets Myndighed til at anklage Ministrene for Rigsretten. Saa længe den bestaar, er der i Virkeligheden ingen Fare for Forfatningens Bestaaen, om saa der maatte ske nok saa mange Opløsninger og udstedes nok saa mange foreløbige Finanslove. Derimod kan ikke omvendt Regeringen uden Tingenes eget Samtykke tiltale Rigsdagens Medlemmer, naar disse ved deres Afstemninger maatte begaa Attentater mod Statens Bestaaen eller Forfatningens Ukrænkelighed, og her er derfor en virkelig Fare paa Færde. Naar Folketinget saaledes ingenlunde vil nøjes med den ovennævnte Ret til efter Lov og Dom at fjerne Ministre, der maatte have begaaet Forfatningsbrud, men yderligere paakalder Aanden i denne Bestemmelse som Hjemmel for, at Tinget efter Behag skal kunne fjærne Ministre, der ikke have begaaet Forfatningsbrud, og for at sætte denne Paastand igjennem nægter Ministrene de fornødne Midler til Regeringens Førelse, hvorved den med det samme unddrager Staten det fornødne Grundlag som dens Bestaaen, da foreligger her et utvivlsomt Overgreb, over for hvilket Regeringen vilde staa fuldstændig magtesløs uden sin foreløbige Finanslovgivningsmyndighed. Det er da virkelig Ironi at sige, at den selv har fremkaldt Nødvendigheden af den foreløbige Finanslov ved at opløse Rigsdagen; thi om saa Rigsdagen havde siddet nok saa længe, vilde den jo dog vægret sig ved at vedtage samme Lov. Det er tvært imod Rigsdagen eller rettere dens enkelte
