57
Afdeling, der har nødvendiggjort den foreløbige Finanslov ved ikke at ville indlade sig paa at vedtage nogen endelig Finanslov, med mindre Kongen maatte renoncere paa den frie Udøvelse af sine grundlovmæssige Rettigheder. Man dispenserer dernæst ikke fra en eneste af de i Grundlovens § 48 angaaende Udstedelsen af en saadan endelig Finanslov givne Forskrifter, fordi man tillige giver Kongen Ret til at udstede en foreløbig Finanslov. Og naar Finanslovgivningen en Gang er lagt ind under den almindelige Lovgivningsmagt, maa den ogsaa som bemærket forudsættes at være henlagt saa vel under den foreløbige som under den endelige, naar ingen særlig Undtagelse kan paavises. Men en saadan findes ikke. Man kan dog fornuftigvis ikke nøjes med at henvise til Bestemmelsen i § 25, hvorefter foreløbige Love ikke maa stride mod Grundloven. Deraf faar man kun ud, at en foreløbig Finanslov i Følge Grundlovens § 25 lige saa lidt som en endelig Finanslov i Følge Grundlovens § 95 bør indeholde grundlovstridige Bestemmelser, men ingenlunde, at den selv skulde anses som grundlovstridig. Det staar saaledes utvivlsomt fast, at Udstedelsen af en foreløbig Finanslov under de angivne Omstændigheder overhovedet maa siges at være fuldkomment grundlovmæssig. Derimod kan det ganske vist med en Slags Berettigelse omtvistes, hvorvidt den kan afgive den fornødne grundlovmæssige Hjemmel for Skatternes Opkrævelse, fordi det i § 49 hedder: Forinden Finansloven er vedtagen, maa Skatterne ej opkræves. Man er saa tilbøjelig til paa dette Sted uden videre at underforstaa „vedtagen af Landsting og Folketing“ eller maaske blot „af Folketinget“, fordi „vedtage“ sædvanligst bruges om Tingenes Samtykken i et dem forelagt Lovforslag. Men paa denne sædvanlige Maade kan „vedtage“
