58
ikke forstaas her. Det kan umuligt være Paragrafens Mening at udtale, at Administrationen skulde kunne opkræve Skatter i Henhold til en Lov, som Kongen har vægret sig ved at stadfæste, f. Ex. fordi Tienderne eller Vallø og Vemmetoftes Midler vare optagne derpaa. Vedtage maa derfor nødvendigvis paa dette Sted staa i den forholdsvis sjældnere Betydning, hvori det ogsaa bruges om Kongens Samtykken i et ham forelagt Lovforslag, hvilken Betydning vi netop finde Exempler paa i Indledningen til selve Grundloven af 1849, hvor Kongen erklærer at have „vedtaget“ Danmarks Riges Grundlov, samt i Aab. Brev 5. Juni 1849 og Indledn. til Valglov 7. Juli 1848. Men kan og maa Udtrykket „vedtagen“ i § 49 saaledes utvivlsomt og under alle Omstændigheder omfatte en Vedtagelse af Kongen, da er det formentlig fuldstændig ubeføjet at paastaa, at det ikke skulde kunne betyde: vedtagen af Kongen alene, men kun: vedtagen af Kongen og Rigsdagen i Forening. En Vedtagelse af Kongen alene i Henhold til Grl.s § 25 maa tvært imod anses for tilstrækkelig, for faa vidt som Finanslovforslaget allerede derved kan siges at være blevet til en virkelig Lov. Det maa udkræves, men det maa ogsaa være nok. En Lov skal foreligge, men at den er endelig, behøves ikke. Forslaget maa være „vedtaget af Lovgivningsmagten“, men „vedtaget af den endelige Lovgivningsmagt“ behøves ikke. Til Støtte herfor paakalder jeg den almindelige Fortolkningsgrundsætning, som enhver Jurist vil erkjende for gyldig, at man ved Fortolkningen ikke maa lægge mere ind i et Ord, end der nødvendigvis behøver at ligge deri. Bevisbyrden maa altsaa fornuftigvis paahvile dem, som maatte paastaa, at der er tilstrækkelig Grund til at lægge andet og mere ind i Ordet „vedtagen“ end her indrømmet.
