59
Men en saadan tilstrækkelig Grund vil ingen kunne paavise. Vil man sige, at de foreløbige Love i Følge Grundlovens § 25 ikke vedtages, men udstedes, saa svarer jeg, at de endelige Love i Følge Grl.s § 24 ikke vedtages, men stadfæstes. Kan da vedtage i § 49 staa i Stedet for stadsæste, maa det lige saa vel samme Steds kunne staa i Stedet for udstede. Vilde man herimod indvende, at Udtrykket vedtage sprogrigtig kun kan bruges om Samtykken i det af en anden selvstændig ligeberettiget Deltager i Lovgivningsmagten præsenterede Lovudkast, da svarer jeg: det er ikke rigtigt. Rigsforsamlingen havde aldeles ikke nogen selvstændig Ret til Deltagelse i Grundlovgivningen; dens Berettigelse beroede tvært imod udelukkende paa Kongens Vilje, og dog „vedtog“ Kongen, som tidligere bemærket, Grundloven. Tingene vedtage dernæst ikke blot de af Regeringen eller et andet Ting fremlagte eller fremsendte Lovudkast, men de vedtage ogsaa Udkast, Adresser Resolutioner o. s. v., der ere indbragte af enkelte Medlemmer. Paa samme Maade maa ogsaa Kongen kunne vedtage Lovudkast m. v., der ere fremlagte af Ministrene. Og vilde man herimod endnu indvende, at dette sidste dog kun er en Paastand, der ikke finder Hjemmel i Lovsproget, saa maatte jeg endnu en Gang svare: det er ikke rigtigt. Hjemmelen findes i Fællesforfatningsloven af 2den Oktober 1855 § 54, hvor der tales om, at Kongen kan beslutte Afholdelsen as ikke bevilgede Udgifter, hvilken Beslutning skal være forhandlet i Ministerraadet, forinden den endelig „vedtages af Kongen“ i Gehejmestatsraadet. Vilde man endelig sige, at Sammenhængen med § 48, som handler om en endelig Finanslovs Tilvejebringelse, medfører, at der ogsaa i § 49 maa forudsættes kun at være Tale om en endelig Finanslov som Hjemmel
