60
for Skatternes Opkrævning, da maatte jeg endelig ogsaa hertil svare: det er ikke rigtigt. § 48 handler jo nemlig ogsaa om Finansloven som indeholdende Overslag over Statens Udgifter. Og dog maa i Følge § 49 en blot foreløbig Lov utvivlsomt kunne afgive Hjemmel for Udgifters Afholdelse. Thi naar samme Paragraf simpelt hen udtaler: Ingen Udgift maa afholdes, der ikke har Hjemmel i Finansloven eller i en Tillægsbevillingslov, da ser jeg bogstavelig ikke, med hvad Skin af Ret man her vilde underforstaa Udtrykket „endelig" og udelukke „foreløbig". Men det samme, som saaledes gjælder om Udgifterne, maa dog begribeligvis ogsaa kunne gjælde om Indtægterne. Kan en foreløbig Lov trods Bestemmelserne i § 48 afgive den utvivlsomme Hjemmel for Udgifternes Afholdelse, maa den dog fornuftigvis i og for sig ogsaa kunne hjemle Skatternes Opkrævelse. Og kan der saaledes ikke fra Ordene og Sammenhængen hentes afgjørende Grunde mod min Fortolkning, saa kan jeg derimod til yderligere Støtte for samme paaberaabe mig mig den Forklaring, som Grundlovsudvalgets Ordfører afgav i Rigsforsamlingen. Derefter skulde de anførte Ord: Forinden Finansloven er vedtagen o. s. v. netop og kun betyde: Ingen Skat maa opkræves, forinden dens Opkrævelse er bevilget ved Finansloven. Disse Ord stod i det oprindelige Udkast, men omredigeredes paa den nærværende, mindre heldige Maade i Følge en Grund, der ikke har mindste Interesse i denne Sammenhæng. Derimod maa her mærkes, at det ved Omredaktionen aldeles bestemt og uimodsagt hævdedes, at den nye Redaktion i et og alt skulde betyde det samme som den gamle. Meningen med denne kunde nu utvivlsomt kun være den: De vedkommende Embedsmænd skulle have en Finanslov som Hjemmel for
