61
Skatteopkrævningen; men have de blot en Finanslov overhovedet, er det fuldkomment tilstrækkeligt, den behøver paa ingen Maade at være endelig. Andet og mere kan man da heller ikke være berettiget til at lægge ind i den nye Redaktion.
Ere for saa vidt alle Indvendinger imod den foreløbige Finanslovs Gyldighed formentlig gjendrevne, saa kan man dog til Slutning endnu tænkes at rejse en Indvending derimod fra et politisk Synspunkt ved at spørge: Ja, hvad Mening er der da egentlig i at kræve en saadan Finanslov som Hjemmel for Skatternes Opkrævning, naar denne Lov dog kan tilvejebringes af Kongen alene? Bliver den ikke derved en tom og betydningsløs Form? Paa ingen Maade. Den grundlovgivende Myndigheds Øjemed med Bestemmelserne i §§ 48 og 49 har først og fremmest været at slaa fast, at der aldrig skal kunne regeres uden et forud lagt Overflag over Indtægter og Udgifter. En saadan Ordning forekommer os nu saa at sige som en Selvfølge. Men vi maa dog i Forbigaaende huske, hvor ny den var i 1849. Igjennem Aarhundreder havde Danmarks Statshnsholdning været ført uden Budget. I 1813 gjorde man et svagt Forsøg paa at saa et saadant, men det førte ikke til noget, og i 1816 blev Forsøget fuldstændig opgivet. Først fra 1841 have vi haft regelmæssige Budgetter. Man kan derfor godt forstaa, at den grundlovgivende Myndighed har villet rejse en uoverstigelig Hindring for en Tilbagevenden til den gamle Uorden ved at fastsætte, at hverken Skatter skulle kunne oppebæres eller Udgifter afholdes, forinden et saadant Overslag foreligger. Ved dernæst gjennem Brugen af Udtrykket Finanslov at henlægge Fastsættelsen af dette Overflag under Lovgivningsmagten, har den foruden andre Fordele, navnlig Over-
