129
Højmesse, i fuldt Ornat, med Biblen ved sit ordenssmykte Bryst, skred gennem sit døde, sit evige Hjem ..
»Husk,« sagde Fader, »gennem mere end atten År bejlede Hadar, den unge, bondefødte Informator på Grev Hamilcars Gods ved Mälaren til hans eneste Datter, Marie Adèle af Leijoncrona, til Greven omsider døde, og Grevinden løste Datteren af Vadstena Jomfrukloster, skaffede Böös dette Embede ved Frøken Huldas Hjælp og forvandlede dets Præstegård til et Slot — der nu på tredivte År sover som et Mausolæum over ni Måneders Lykke.
Hvad kaldte du det selv, Bro'r Anselm, da du skildrede det for de fremmede Diplomater hos Mamsel Thunberg på Gustaf Adolfs Torv? »En Tidløshedens Bolig, et Uforanderlighedens Hjem, et Tempel i en By af Dagligstuer, Værksteder og Børnekamre ..: »höga norr, trohets hem!«« Fader smilte.
»Mens Böös deroppe i Stuerne mod Gaden, mellem sin Ungkarletids Pindemøbler af malet Fyr, lever videre blandt Snustobaksdåser og Skabevin og Husforhørsprotokoller!« Farbroder kastede med Hovedet.
»En miles dei — og en tro Gildesbroder,« nikkede Fader, »tænker jeg på de Rum derinde, tilgiver jeg ham både Gabestok og Træhest, hans kære Relikvier — ja takker ham, at han vil binde Tiden!«
»Tja — så vi derind, fik vi kanhænde at vide, om det Øjeblik, der dvæler, virkeligt er skønt!« Farbroder lod Buen danse hen over Violinen til »Champagnevisen«:
»Drick! de förflyga, de susande perlorna — drick!«
og han nynnede:
»Champagne är ju tiden!«
Men Gudmoder Hulda satte sin Stok hårdt i Gulvet: »Mange jomfruer smykkede jeg til Brud, men Marie Adèle bærer Kronen endnu.«
Steffan stirrede på Hadar Böös dér i Pelskraven — Evighedens Vogter …
Ja, hans Ansigt var rundt og rødt som et Barns med
