153
Ak, det er Aften, og Svalen kreser om vor Gavl, som om Jesu Kors:
»Hugsvala honom! hugsvala!«
Fulgt, som den Gang, af Vibens spotske Latter ad vor, ad Jomfru Mariæ Gråd:
»Pina honom, pin'!
tyvitt! tyvitt!
jag stal ly-ckan, ly-ckan!
tyvitt! tyvitt!
pina! pin!«
Luk Vinduet, stæng dig inde, din Sommer er forbi! den var dig for stor — og du for lille!
»Ty-ty-vit-vit!«
Hør fra Søen Lommens Skrig på, de høstlige Regnfald, og over dit Tag Vingeskarernes Brusen: Farvel! Farvel!
Snart hører du ej mer Sidensvansens: »Ziziri! ziziri! zirrr!« Se, dens Halefjer er alt røde som dens Bryst. Dens Legeme er badet i Blod, Sommerens Sang var den dyr! Musvitten smutter om dit Røghus, den tigger om at mættes af det Forråd, du bjærgede som Hamstren. Hør dens Næb mod din Rudes Kit: »Derude er nu øde, det sner gennem Skovenel Giv Ly, Ly, Ly, Ly!«
Ja, hør Snespurvens ensomme Klage, hør Isfuglens Næb — den ser sig selv, sin frostfangne Mage, dér nede i Bækkens Is og hamrer mod det Spejl, som aldrig brister.
På Bunden af Søerne svæver Svalerne nu, klyngede Klo i Klo og Næb i Næb, med Hovederne ned, som døde Klaser. Tys, agt Skøjtens Stål over den klare Kiste, und den barmhjærtige Fugl den tidløse Søvn!
I Nætterne Sfærernes himmelske Musik — Tranernes Tuba, Svanernes brusende Harper: Forbi! forbi! Men nær dig, nær dit mørknende Hus, din Gedestald Natravnens mækrende Brægen. Den tømmer dine Dyrs Yvre, den gaber mod din Rude, som Natten derude, det umættelige Mulm …
Men lyt fra dets Dyb, med Ovngaflen i din kolde Hånd, til Stor-Ravnens Tone, højest oppe i sneende Skyer! Du
