154
hørte i Sommer dens Skrål og hødede ad den, led, med din Kæp. Men nu i Nætternes Nat, Sancta Luciæ, hør dens Klokke: »Klong, klong, klong!« Ene og hundredårig, med en hvid Fjer i Næbbet sjunger den, Midienattens Knebel over Jorden: »O evige Visdom, o Død!«
Rør, skrøbelige Kød, ræd af Mørke, i din Vinterild, så den flammer op i Julens Bål! Da hører du, fjærnt som under Kimmingens Rand, eller i dit eget Hjærtes Gem, Gøge kukke af Østen: Trøstens Gøge! Se mod din Rude! Julebålet smælter dens Is — en Fugl gynger derude, isengrå, din Fugl: Gøgen, der blev dig tro, smuttede i Høgens pudrede Ham og i Vintrens Træ tryller dine Dage til Sommer!
O alle Døgns Forsvinden og Genkomst! o Evighed, flyvende Krans af Fugle, du Gloriering om vor Jord!
Se, dér stod han, »Fåg'len«, den Fremmede i Landet, af Vallonernes og Finnernes Blod, han, der lo ad Kongernes Gaver, som den, der véd Himlen i sin Strube!
Susans og Bryntes Dans — og Koret her! Hvad frygtede Steffan? »Bjærget« var jo Dovre, som gamle Margit Jomfruland på Djursäter varslede om, at aldrig skulde dets grå Top nejes under Dommedags Vande!
Og Morgongåfva var hans Eje og Jærnet en svunden Drøm! »Runen«, Sangen, havde sejret!
Pigernes lange Række rørte sig ikke, de lyse Hoveder dukkede mod de hvide Linbryst, bly, som under Skyggen af hine Vinger. Karlenes Munde smilte mod Sejr, Hænderne knyttedes om Dolkene.
De Gamle, frigivne den sidste Dag — med opadvendte Ansigter smilte de mod det Fuglekor, som de aldrig før hørte, døvede i Demiurgens Smedje. Ja lyt, lyt i den yderste Time! og bring jer Skaber det Bud, at end er hans Jord sig lig — han skal kun komme og fri den af Jærnets Menneskes Hånd — som vi friede Morgongåfva!
Men Rå-Nils stirrede med store, spændte Øjne mod Natten deroppe bag Kældergluggen. Hans Fingre famlede over Fløjtens Klapper, hans Mund stønnede om Lydhullerne, den lange Krop hugede sig sammen, og ud hulkede Nøkkens:
