181
jeg det ikke! Men, bi lidt — Kosakken, som huggede Bror's Knæ af — Bro'r vred Dolken rundt i Struben på ham …«
Men nu skurede en Stol i Gulvet, og i Moderatørlampens Skær så Steffan Sixtens Hanekam dukke ind i Hængeskabets Dørskygge. Hr. Sixten søgte Virakortene at sætte en Stopper for den Fritten!
Men en Griffel skreg. Hr. Anders rablede Navnene og Årstallene ned på sin Tavle — for at viske dem ud med Ærmet og spørge igen i Morgen …
Anders Stenkulas Tavle, som han alle Vegne bar med på sit Bryst, og Griflen knuget mellem hans Fingre …
Femogtyve År foran Farfaders Ovne, mellem hans Hamre, Brager og Bælge … Larmen, Heden, Talrækkerne: Stænger, Göser og Søm, Pram- og Slædelæs, Magasinsforråd og Fragter — havde brudt Anders Stenkulas Hjærne. Kun ogleogfyrretyve År gammel mistede han Hukommelsen …
De simpleste Ting, de dagligdags, genkommende Hændelser måtte han tegne op og læse igennem hver Morgen: Tiden da Klapbordet dækkedes for ham og hans gamle Kammerat, Månedernes og Tjenestefolkenes Navne, ja Klædningsstykkers og Redskabers, for ej at tale om Herskabets, Hr. Sixtens eller de gamle Venners Fødselsdage, ja til Tider hans eget Navn.
Men aldrig gamle Welam Choræi eller Adamshyttans! Begivenheder, som i hans Levetid havde smæltet Verden om til en anden, holdt sig kun for ham den Tid, hans Hånd griflede dem på Tavlen — Robespierre og Napoleon, Kejser Alexander og Gustaf den Tredje glippede Gang på Gang. Men aldrig Fastingens Jærnpriser, Årenes Vinterføre og Kulhøst, Malmenes mange Navne og deres Kvaliteter, fra Blod- til Fedtstenen — Rundgangen i Adamshyttans Ovn …
Men over hans Tunge kom de kun tvungne af Hr. Sixten — som Alt-Kosenows og v. Essens, Sveaborgs og Sandels over Råbocks på Anders'es indstændige Bønner.
Steffan vendte sig, mens Kortbladene nu faldt derinde, og så mod de to skyggefulde Rum. Hr. Sixtens tilhøjre og Hr. Anders'es tilvenstre.
