187
moder, at tjene Jorden, at tage Jærnets Kår, om man en Gang vilde vinde Himlens …
»Leder ikke hver Vej ind i Gud tilsidst?« sagde Fader.
De tvende Gamle derinde: tjent deres Tid havde de, uden Knurren, og legede nu dens Minde bort ved Fløjte og ved Kort, hilste hver Dag i deres Stue og hvert Ansigt, der gik deres Rude forbi, med Smil, som da de var Børn, Guds Tjenere …
Men — hvorfor flyede da bægge hine Ar, der tjente dem frem imod ham? som Hr. Sixten stønnende søgte Hvile for sit syge Ben og med Gaflen den Mundvig, hvor ikke Kindens Sår sved? Hvorfor vendte Anders Stenkula, der stræbte efter hvert et Møde, Ryg, strax han så blinde Gideon famle frem eller Manja Bælgkvinde krybe på sin Krykke? Hvorfor undgik han, som hver Dag nyfigent spurgte ind ad alle Morgongåfvas Døre, Ruinerne af de Smedjer, hvori han en Gang smeddede Gud hans Værktøj? Mens bægge undrende søgte Rede på, hvorledes hint Redskab skabtes, og hvortil det brugtes?
Var de Tjenestens År og deres Frugt: Lænken og Sværdet, dog ikke Guds, men Menneskenes eget Værk? Og ene hine Tider, Barndom og Alderdom, Guds?
Var ej Tårer og Blod, ej Vunder og bristede Tanker ham fornødne? Og Steffan ved hin Ed hans Tjener?
Var Urskoven Eden og ikke Kaos? O ja, hør dens Fuglekor! Men … Rå-Nils' Skrig på. Forløsning, og Emanuel Branzell, den Vildfarne ..?
»Karolinernes arme Genfærd« kaldte Farbroder Sixten og Anders. »Karoliner-Sværdet var den sidste store Klinge,« lærte han i Historietimen … Om Anders havde smeddet Sixten ligeså stort et Sværd, som det Fægtemester Porat havde lært Karl den XII og hans Slægt at føre, sad Sixten mon da forkrøblet og fortav sin egen Krig, men grov efter Guds: Jærnet?
Steffan gned og gned sin Pande mod Dørstolpen i dette Hus, en Gang Trældommens, nu Frihedens og Legens.
Da — han løftede hastigt Hovedet og stirrede.
Langs Husets Væg famlede en Skikkelse frem, i Pjalter,
