234
på Djursäter, og som vanligt ænsede ingen Steffan, der sad på Ovnpuden ved Gudmoders Fod — nej, ej mer end Ildbukkene! Han var jo et Barn — jo! jo! Men Gudmoder Hulda satte Stokken hårdt i Gulvet og råbte, mens hendes blegblå Øjne lyste:
»Hvor skulde en Æsel som Bro'r Böös forstå en Geijer — eller en Anselm Sommelius, som just elsker det Uopnåelige?«
»Det Uopnåelige —« prustede Böös, »hæ, hæ, så véd jeg da endelig, hvad platonisk Kærlighed er!«
Det Uopnåelige — hvad andet elskede Steffan? Men — platonisk? O nej, hedt! som Hadet til Brynte, som Hadet og Elskoven til Susanna, som Viljen til Gud, Kravet på Evigheden!
Ja, afsindigt — som gale Patron Jacob til Svarthyttan elskede Jærnet: for at forvandle det til Guld — elskede Steffan det Uopnåelige: for at opnå det, favne Evigheden i Susan!
Steffan havde lét ad Fruerne i Filipstad, ad deres arme Sladder, deres blinde Ondskab, lét og aldrig harmedes, han, der herhjemme så Farbroder mellem Fader og Moder. Og han havde følt sit Hjærte svulme som hin Aften på Djursäter over, at han forstod. Men i Aften —
Nu stod Farbroder foran Busten af Fader, som dæmrede vagt gennem Mørket — et hvidt og svævende Hoved, vagt og ømt, som det Smil, hvormed Farbroder besvarede de vege Marmorlæbers.
»Eric Hermans Smil er frelst!« havde Farbroder råbt, da Byström drog Dækket af sit Værk, »også Fremtidens Vintre skal det smælte til Tø!«
Og her fra Tærsklen så Steffan det Smil, der smæltede Sommer af Vinter, Venskab af Had, det alt forladende, det alt overvindende — og alt udslettende …
Benådet havde Steffan følt sig, udkåret ved disse tre, han levede ene imellem, og nu — Ja siden hin Nat, da han vågnede af den Drøm, at han favnede sin Legekammerat, Susan, og fandt sig ene … og voxen — Natten efter Mødet på Savolaxhyttan, Jærnets største Dag …
