239
»Ingen adelsman, prästman, ryttare eller knekt har rätt att köpa hus, tomt eller jord aff det, der tilligger …«
Jærnhertug, Värmlands Fader — om han nu så sin § 13 efterlevet! sit »Bjærg« som Adelsmands, Præstemands, Rytters, Officérs og Knægts Dansesal, og dets Skød, dets Nat og Grube hans egne Børns Grav!
Og § 15: »Då det plägar hända att främmande, som ähre vallåner, tyskar, skottar eller wad nation dee hälst wara kunde« »söka järnets stad, att rikta sig, så mycket de vilja, men sedan saga upp sin borgared och flytta ur landet, så skall hvar och en, här vill bo, lofva att bli bofast i alla sina lifsdagar.«
O Gud — de alle Livets Dage Bofaste — deres Borger-Ed!
Dansen — Dansen i Järnbäraland! I Dag så Steffan Brynte danse den, så han kendte sin Slægts, Vallonernes, Sværddans om Leydens Mure —: Tegnérs, Digterens, Spring over Hyttekransens Flammer! Pilgrimmenes Dans, hvis Spor endnu, firehundrede År efter, stod i Klarelvens Engel Syndefrihedens og Mjødens, det sejrende Menneskes Rus!
Ja, Dansen efter Strid for Tro og Hjem, efter de lange Pilgrims-Mile, Springet gennem Luerne af den Ovn, som Trældom byggede, og Jærn gjorde hed — ja, Bjærgmands-Sønnens, Grubedrengens Dans med Adelsmands-Pigen, sin Løn i Favnen!
Men — Vallonernes Dans: Koreia, den besatte, Branden i Skoven, hvert Træ og hver Dag en Fakkel, Jord og Himmel ét Ildhav —: Gudernes Dans i Järnbäraland! Når revnede »Bjærget« under den, når ryddede Jorden sin Smedje?
O Hertug Karl, hvad vilde du med de Fremmede her? Kendte du ikke Vallonerne?
O jo, sandede Steffan det ikke Aftnen på Savolaxhyttan: Store-Karl fejlede ikke den Gang! Men nu — ja, Denis Barchäi Røst: »Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå!« …
Steffan bøjede Hovedet og lyttede. Og Skovens Sus overskyllede ham. Men gennem Suset hørte han — fra de mange Aftners Højtlæsning af Faders og Farbroders Manuskript om Värmlands Historie — Menneskerøster derude, henvejrede som Fugleskrig i Havet: Skyters og Lappers Råb; Klang af Bröt-Anunds Spade, Vejbyggeren, som begroves
