278
Badet i Sved vendte han Hovedet og så hende derude i Skæret af Ildhuset Slynge Kåben af sig, så den faldt ned over Bryntes Ansigt, og løfte sig med udbredte Arme, med Brystet spændt mod Himlen over Gavlene — en Flamme af Snedriverne, mod Natten!
Brynte snublede, ravede — og stormede blindet med hende op ad Hovedhusets Trappe under Våbenskjoldet.
Men dér — Ansigtet i Natten? Jo, Monseigneurs ovre bag hans Rude!.. Spøgelset fra Graven .. Hans Dans var sprunget forlængst, under Guillotinen, nu begærede han deres, deres unge Jomfru …
Steffan drog Vejret kort og tog sig til Panden. Susan frelst? Ja, for denne Sinde — og for hvem? O hans Drøm om Evigheden og om ham selv som dens Middel!
Han så rundt på de andre, der blev tilbage med ham i Barnestuen, hvor nu Ovnens Varme og Kærternes Lys flyede op ad Væggene for Nattens Pust ad den åbne Dør.
Olof havde sat sin Fod i Begsømskoen og Uldstrømpen op på Kaminristen og spyttede sindigt i den ulmende Aske. Og læsset op på Løjbænken, med Hænderne klamrede i dens blåstribede Hynde og Fødderne gemt skræmt under sig, som frygtede han deres Saffianstæer i Susans Dans, gloede Adrian, svedig.
Steffan rejste sig i et Sæt. Nej, nej, med dem skulde han ikke blive tilbage, med Fornægteren og Rømlingen — han, som nu var faldet for at fri hende, som hin Gang for at fange hende — han, den i Kampen med selve Jærnet Fældede!
»Jeg går over til Susan«, sagde han kort.
Olof tog Foden ned fra Kaminristen og strakte sig, så, den korte Vams med Blyknapperne skiltes fra Buxelinningen.
»Ja,« smilte han, »det må vi jo!«
Må? Steffan stirrede på ham. Nej, vil vi! Olof, du er under samme Tvang som jeg — og forvandler den ikke til Trods? Dit Smil, kan det købe dig fri? blot i din egen Tro? Kummerlige Hævn: Spyt — og du spytter dig selv i Ansigtet!
Og Adrian — Steffan vrængede Mund af Had — at de skulde trækkes med ham, alle Vegne, blot fordi han var
