280
de ikke Børn af »Bjærget« som han? skabte i deres Faders Billede, med hans Kraft i deres Årer? Og havde de ikke fyldt deres Mål: tjent til hans Forherligelse?
Og Steffan vilde klage, om han, »»Bjærget«s rigeste Arving«, ved sin Pukkel skulde vidne om dets Råd til at ødsle? Å Brynte, du der kræver Morgongåfva af min Hånd, at jeg skal gøre den til Adamshyttan igen, hvor lidet kender du dets Evne til at undvære? ja, hvor handler du mod Jærnets Vilje, dets Ære!
Men — hvor skulde også Trællens Søn begribe, at hans Herre fejres mere ved Blod end ved Sved? ved Spilden end ved Sanken til Hobe?
Har jeg den rigeste Strøm, det ypperste Leje ved Grube og Sø, ja hviler selve mit Hus på Jærn — er jeg dets Førstefødte, i min nye Magt som i mit gamle Had, i min Tilbedelse som i min Forbandelse, er jeg Ild af dets Ild, Drift af dets Drift: at udløse og omgløde den dumpe Jord, at brænde Nuet om til Evighed — det behøver dog ej min Tjeneste, det har Råd til min Død!
Død? Han standsede under Portalens »Ille terrarum —«, under Jacobschöld'ernes opgående Sol og Jacobs oprakte Arme, i Forhallen, hvor Skyggerne fra Elsdyrs-Gevirerne og de mytologisk-nøgne Lemmer og skyagtige Gevandter i Vægmalerierne omkresede ham, i Skæret fra Ovnen, der slikkede op ad Trappens nederste Trin.
Dunklere og dunklere hævede de øvre sig, som sammenpakkede Skyer .. som en Jacobs-Stige op i Husets Nat.
Og hans Pande sank mod Stigens Gelænder, blanket af hundrede Hænder, ormædt af hundrede Dets Lugt af Hændernes Olie, af Arenes Støv fyldte hans Næsebor.
Målet, som han havde søgt for sit Liv, Jærnets Vilje med ham — det så længe fejlede, længe trodsede, nu da det var nået, takkede han nu og lød? han, som vidste, der var ikke Undvigen, så lidt i Øjeblikket som i Tiden? Var han ej tilfreds med at fylde sit Mål, blot ej være en Ulydig, en Troløs?
Stod han nederst ved Trappen, kunde han da ej stige den til Ende? Se hundreder af Fødder havde hulet dens Trin før ham!
