332
Hus? hvi fandt du en Grav i Karolinernes Bikube, i »Bjærget«s Skød? hvi spøger du i Aften, Demas blandt Martyrer?
Gemmer du, Per Gyllenorm, adlede Kræmmersjæl, dine Hareøjne i Salens Fond, hos Skyggen, som dér glider, énhåndet, lænketynget: den syvende Karolin, Matts Hane, Desertøren, hvis venstre Hånd ej undte Jærnet den højre, men tog den, da Hververens Kno slog mod Døren Krigens Signal, de trende Bank?
Svømmende i sit eget Blod, det han ej vilde lade Gud udgyde, bares Fornægteren til Marstrand Fæstning, for dér gennem 14 År at tjene den Herre, han havde vægret Gehør: bære ham, Dag og Nat, om Hånd og Fod, og for, i 1716, blandt andre Fredskære og ledet af »Det nye Jerusalem«s Profet, Emanuel Swedenborg, at drage hans Triumfkærrer, Kong Karls Galejer, over Landet mellem Strömstad og Idefjord — ja for som Kuglebærer om Bord på Fregatten »Snälla döden«, ved Moss'es Erobring af de Danske, at tilfalde den rødeste af den Guds Engle, som han havde villet undfly: Blodånden Peder Tordenskjold, og fra »Den hvide Ørn«s Arklirum, under Heltens Støvlespark og Knytnæve-Slag, spy Døden på sine egne Landsmænd …
Svaler du, Per Gyllenorm, din Blusel hos denne? Skyder du, Hanegalets Mand, Judas Ischariotes mellem dig og Gud?
Kortsynede, sanser du ikke, hvad jeg ser, mod hundrede Års Horizont: at I bægge er hans Klippemænd, hans Syld? at som hans Trofaste gav jer Plads iblandt sig, som deres egne svage Timers Tort og deres stærkes Glorie, satte han Eder blandt sin Æresvagt, sender han Eder hid i Aften som Vidner om den Gud, hvem ingen undflyer, som ej lader sig bespotte, den eneste Sande og Evige, Jordens Herre!
Men du, ottende og sidste Karolin, de Andres Vært, Blodet i det Blod, igennem hvilket jeg ser og fatter, Farfader til Arvtagerne, til Templets Otte — Job af Jacobschöld, åbn nu i denne Time din forseglede Mund, den altid stumme, og svar: var det som Gud selv du tog i Favn hans Villige som hans Tvungne, ham til Ære — eller dig selv til Skam?
