351
Var det Suk eller Latter? Brynte eller Olof? Og Susans bedende Ånde om hans Ansigt …
Igennem ham foer Mindet om Sancta Lucia-Nat i Fjor: Et Lys, der skulde tændes, af Susan, ovre i »Børnenes Gæstehus« at lyse for dem alle — og som gik ud, Gang på Gang, hvæsende, sugende den lange Nat om dem, osende af dens Gru … Runde og rosenrøde fødte Susannas Fingre Flammerne, spaltede Mørket, lod dem kende hende og hverandre — og huggedes bort igen, som hendes, som deres Ansigter. Deres Ånde svævede som en Røg i Mørket, en flygtende Varme …
Da pludselig et fremmed Mæle lo fra Mørket:
»Hå, hå! Jenta hev inkje Lykke med Ljoset sitt!«
Margit Jomfruland, Gudmoders norske Oldfrue stod på Tærsklen, lille, utydelig. Susanna stampede rasende den sidste Fyrstikke ud.
»Nej, for du og dine Piger er nogle Svin! I stjæler den fede Talg og støber af den urene — og snyder Tanderne våde med jeres Fingre!« hvæste hun i Mørket.
»Nei ja så, det er Ljoset og inkje Jenta, som gjer det! Dei seier elles heime i Sætesdal, at den Jomfru, som inkje fær tændt ljoset, ho fær seg ingen brudgom, for ho hev ingen kjærleik, om ho er aldri så kjærleiksjuk!«
Åndedrættenes Sky standsede i Mørket.
Til Ilden sprang ud mellem hans Hænder, af den lille Trøsketønde, som Farbroder havde givet ham, i Efterligning af den store derhjemme — og Ansigterne brat hoppede frem: Susans funklende af Had og Tårer, Olofs tilfredse Tand, Adrians rædde Øjenglober, Margits truende Hætte og Hånd — og Bryntes Ansigt, vendt mod Susan, hvidt af Gru, og hans eget, i Kaminspejlet derovre, flammende i Tilbedelse af hende, der forrådtes …
Forrådtes, ja! Han klamrede Hænderne i Kronen, som kunde han ikke holde den fast nok, dens tunge Skrøbelighed. Hans Blod sang op over Ulvehylene derude. Hvad havde han nær gjort? Forspildt Gud og sig selv for hendes Skyld! fordi hun ej fik Lyset til at skinne i den lange Nat! Havde han ikke tændt det, han, hvem Ilden var be-
