363
Og Blodet brændte atter levende i hans Sår og fyldte hans Øjne. Han søgte sig frem imod Spejlet at se sin Vunde — og klæbede med Et fast ved dets Glar, ved sin egen Skygge derinde.
Bundet til sig selv ved det Blod, som han vilde udgyde for al Verden, hvoraf han vilde føde Gud — bundet, efter Majas Ord, til sit eget Spejlbilled i Skumringen, sin egen Goldhed … Nej, bundet til det Løfte, som havde kostet ham hans Blod og skulde koste Susannas, »Bjærget«s …
Inde bag Tapetdøren hørte han Susan hulke og Bryntes Stemme trøste.
Susan, hvorfor græder du? Så du ej Brynte og mig foran Dødsbæreren? Hvad vilde du mer? Ventede du ikke ham, din sidste Brudgom? Vilde du Evigheden — og vilde du skabe den selv: Brynte?
Han smilte midt i sit Blod.
Susan, du sneg dig til den Brudgom! Vær ej vis på dit Bryllup — med ham! Stol kun på din sidste Bejler!
Og jeg, Steffan?
Han krympede sig, men Blodet bandt ham til Spejlet, til den Gud, han havde født: ham selv, hvem Blodet var ofret til Gave — og Lænke …
Susan, vi spurgte bægge, for at svare os selv! Og dog — hvad er din Brøde mod min? Er jeg ikke Ophav til den som til dens Straf: vore Spørgsmåls Svar?
Ti — den ukendte Gud, han havde vist sig, i sin Tjeners Skikkelse: Døden!
Se Gud og dø? Nej, dø — og se ham!
Susan, græd for din mistede Evighed — jeg græder for min vundne Almagt!
Døden, han havde kaldt på den — for at fly den! forjættet den denne Slægt — for at mætte den! Ja, for at narre den og deres Herre … Nu havde den narret ham — for hans Herre! Nu så han den bag sin som bag Bryntes Bejlen! Og bag den igen? Ingen! En ukendt Gud!
Og i hans Sted: sig selv, Gud som han havde krævet og var blevet!
