374
han slog Armene om hendes Knæ — tændt ved hende af Mørket.
»Dreng, er du tosset?« lo hun, men bøjede sig blødt i sit lange Lin og rørte Såret fra om Aftnen med sin Mund.
Ja, Susan, læg Såret, som du slog: Vanskabtheden! Gør Danskeren hjemme i Järnbäraland! Din Favn er vor Frelse, som Korsets er vor Død! Ti Døgnet er vort Liv, og Evigheden vor Død! Du er vort Døgn, det eneste! Du er os selv, vort Alt! Og uden dig er Intet!
»Næh — se, se!« Susanna pegede med opspilte Øjne, med udrakt Hånd ud i Gården.
I Branden af Faklerne og Lysene fra Vinduerne og Dørene trængtes Pelshuer, bølgede Hestemanker, skubbedes Kanehimle om Nattstugans snestribede Kvadre og tilføgne Svalegange. Unge, lokkede Ansigter i Uvejrshætter, Mumie-Åsyn i Skindkyser, Ørnenæser, vajende Fjerbuske og Knebelsbarter stimede under Julekorsets røde Lapper og spurveflagrende Neg. Og Gudmoders lille Skikkelse i Celadons-Krinolinen svævede øverst oppe på Trappen.
Til Vrimlen med Et krængede — ét Skum af Ansigter, forbitrede, forfærdede, jamrende, op ad Nattstugans Trapper, mod Monseigneurs Vinduer, mod Ruden her .. En Ulv fløj gennem Luften, i et himmelhøjt Spring, med opspilt Flammegab og med rejst Halebusk og med blottede Klør — og styrtede tilbage, ned i Mængden, revet bort af et Reb …
Bas-Fre'rik, Expatron til trende bortjubilerede Brug, og Løjtnanterne af Värmlands Kor, Jacob Lättfot og Petter v. Uttfall tumlede imellem hverandre af Latter, holdende i Udyrets Tov.
»Se her Godtfolk! se her en bitte Gæst til, en uventet! lokket i Gruben i Nat af Anselm på Vejene! Men — Gudmoder Hulda er gæstfri, tager gærne mod den! Den lød jo hendes Invitation, hendes Galts Grynt, ligesom vi!«
Hylen, Latter, oprakte Hænder, fægtende Piske, Muffer, Stokke — Råb:
»Velkommen! Velkommen!«
»Tag den bort!«
»Er I gale?«
