38
Bryntes Skyld og, han vidste ikke hvorledes, for Susans med!
Farbroder så hen mod Moders Hoved i Lampelyset, og han smilte, som tænkte han nu på noget helt andet.
»Ja, Eric Herman!« nikkede han, og hans Fingre spillede en Melodi i Luften, »tror du ikke, at jeg takker for Faders lille Løjtnantsgård, for Idet derovre? at jeg hellere strøg med Tiggerposen ad den store Tatervej, end jeg på Bunden af min Ovn fandt Slakker, som dem de samler i Fattighusene på Savolaxhyttan, Solfors, Thorshyttan, eller hvorhen vi går? Men — vilde du, at Jærnet skulde sove i Jorden? Det kan det jo ikke en Gang, det er jo Magneten selv! Og Folkene — husk på Blinde-Olle på Savolaxhyttan! En Jærnspån tog hans Øjne, men den sidste Tid han kunde se, nyttede han til at smedde sig en Medalje, som den de bærer, Veteranerne fra 89, fra 1808 eller 13.«
»Og hans Pension,« smilte Fader, »blev Skuret derinde, Vandvællingen med Talg, Barkbrødet og Fuslen.«
»Ja vist, Eric Herman, ja vist! Men du sagde ikke, hvad du vilde, vi skulde gøre med Jærnet — og uden det?«
Uden Jærnet — uden Hyttekransen og Ovnene mod Natten, uden Kugler og Øxer med Skovene .. ingen kunde leve her! Men da var Jærnet jo alt her på »Bjærget«, da skulde jo alle bære Våben som Ridderne en Gang!
Men Farbroder gav ikke Fader Tid til at svare, han kastede sig på Taburetten, slog Klaveret an og sang med høj Røst:
»Gossen min bor i Alundaby!
Alo, Alunda, Alundalej!
Ögon har han blå som himlens klara sky!
Alunda, lunda, Alo!«
Siden, da han var kørt hjem over Daglösen, lo Fader:
»Nu véd jeg da, at Bror Anselm for en Gangs Skyld har passet sin Part af »Värmlands Beskrifning« og studeret Agricola: »De re metallica« og Swedenborg «De ferro« — så han kan dem udenad!«
Men Steffan sov ikke den Nat. Han havde ladet Skod-
