sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet Harpenist, satte ud for Paris og der og til Bryssel har hun været, til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.»
«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.
«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, «er Eder nu og evindelig saa tro som Eders højre Haand.»
«Vil I da være mig til Hjælp? — Kan I komme over … over en Vogn og en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?»
«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I kuns paa det, velbaarne Madame.»
Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. «Vi tales ved igjen,» sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.
«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» udbrød Daniel og stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun vilde sparke mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl paa min Nakke og træde mig sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig
