122
den lange Kjøretur. Nu er han paa Aftægt; men forresten mener han, at der nutildags ikke er stort ved det hele Kjøreri, efter at alle de mange Jærnhaner er komne og Firehestepisken næsten faar Lov til at raadne op paa Knagen. Saa er der Tyske-Mikkel, der har glemt sin Tysk og ikke lært Dansk; Maren, der gaar paa Naadsens Brød; den hjulbenede Hans, hvis Underdel minder om en Vognport; Fiskeren, graasprængt, med Kone og Datter, rapfodet er hun (det giver Søen) og rapøjet (det giver Søen ogsaa), godt udhalet, som hans Baad.
Han forslugte sig ved Spiseballet, der begyndte midt paa Eftermiddagen, og hvortil der var slagtet baade Ko og Faar og Grise, og sidder nu ved Danseballet som en Boa og fordøjer; han er stoppet lige op til Adamsæblet — for at laane en Tanke fra en Dame, en Frøken-Moder, til hvis Befindende jeg engang spurgte, da hun kom hjem paa Landet efter udstaaet Vinterfelttog.
„Jo Tak,“ svarede hun; „trufferet hertil,“ og hun pegede paa Halsen.
Trøflerne havde frembragt en ret livlig Ansigtsfarve, hvorimod Datteren, der maaske havde faaet mindre Leverpostej, saae ud til at have ladet alt Blodet strømme til Hjærtet; der var da ikke noget i Kinderne. Men saa kom Sommeren med Strandbade og Lawntennis og Efteraaret med Rideture og Hjemmeaftener, og ved Nytaarstid var Frøkenen ekviperet, rustet til en ny Campagne.
Dansen gaar lystigt. Niels Klin spiller op, han trakterer
