161
bliver borte, fordi Dyret er gaaet til Træs og saa har sprunget et langt Stykke fra Gren til Gren — i Sneen staar Alt skarpt, reent, klart. Men Jagt giver det ikke. Det er først Harens Spring, man følger, 4 og 4 Spor sammen, de to — af Bagbenene — ved Siden af hinanden forrest, de to andre skævt bagved, thi Haren kaster de lange Bagben udenom de smaa Forpoter.
Den har travlt, Haren, naar den om Natten er ude paa Fouragering, omkring til Græstotter eller ud paa den unge Rug, frem og tilbage gaar det, op og ned ad en Agerrende eller en Sti, det ene Spor i det andet, og kan man ikke klare dem, saa ringer man, gaar udenom en Mark eller om et Stykke af den og tæller, hvorvidt Haren er gaaet ind eller ud af Kredsen.
Har man saa endelig klaret sig et frisk Spor, der fører bort fra Foderpladsen, f. Ex. ud paa en Pløjemark, kan man være sikker paa, at det er den for Morgendæmringen flygtende Hare, hvis Fod man gaar paa. Saa spændes Bøssen og Hunden følger spejdende ved Siden. Pludseligt bliver Sporet borte: Haren har gjort et Kæmpe spring ud til Siden, maaske flere i Træk med korte Fladløb, for at skuffe Forfølgeren, der nu er dobbelt opmærksom, han tror sig lige ved Vildtet, men det er falsk Spring, Skin-Manoeuvrer, Jægeren støder paa et Par tomme Hare-Sæder, men medens han kigger efter dem, passer Haren sit Snit bag hans Ryg og stryger lydløst ud af Skudvidde.
